Vores historie

Min søn fik for omkring fire år siden diagnoser som Aspergers syndrom, ADHD og tilpasningsforstyrrelse. Alle undersøgelserne tog næsten tre år, fordi det var så svært at få en tid, og vores børnelæge gjorde sig virkelig umage for, at vi kunne komme til tidligere.

Faktisk havde jeg allerede på fornemmelsen, at noget var anderledes, da han var fire år. Til mor-barn-svømning for eksempel sprang han uden nogen frygt og uden svømmevinger direkte i vandet. Vi kunne bare ikke lære at cykle, fordi han havde problemer med balancen og var meget utålmodig. Derfor måtte jeg altid fungere som en maskine.

Da jeg stod med handicapkortet på over 70 procent i hånden, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle føle. Jeg ledte efter forældregrupper og initiativer, så jeg kunne udveksle erfaringer med andre forældre, men desværre uden held. Min søn var meget ofte negativ, og jeg havde brug for ekstra kræfter for at motivere ham. For hver dag skete der noget ubehageligt. Han virkede ikke til at mærke smerte, kunne ikke vurdere nogen fare og ville have opmærksomhed hvert eneste sekund. Ja, det var meget opslidende. Men jeg er stolt af mig selv, for jeg har kæmpet utrolig meget for ikke at give op og for altid at være ved hans side.

Venner havde rådet mig til at få ham anbragt på en institution, så jeg kunne få lidt tid til mig selv. Mit moderinstinkt tillod overhovedet ikke den tanke: Jeg var hans eneste faste holdepunkt, og det ville have bragt min søn i en psykisk meget dårlig situation.

Jeg havde selv arbejdet på lignende steder, hvor børn bliver passet, og jeg vidste præcis, hvordan de blev behandlet der. I årevis prøvede jeg næsten alle naturmidler fra apoteket til mig selv og min søn, men det, jeg ledte efter, var ikke iblandt. Også det var for mig endnu et tegn: Der måtte være en anden vej.

Jeg prøver at fatte mig i korthed, det lover jeg 😁

År med søgen

Det var næsten umuligt at komme ud, fordi min søn kun følte sig tryg derhjemme. Selv når jeg fik ubehagelige kommentarer, gav jeg ikke op; jeg prøvede altid at finde på noget og at tage på ferie. Selvfølgelig skulle det hver gang være det samme hotel, så han følte sig tryg, og alligevel var det svært for os bare at komme ud af hotelværelset.

Jeg havde ingen at dele mine bekymringer med, så i årevis talte jeg med væggene og med Gud. Jeg bad altid og ønskede mig en vej ud. Siden første klasse mente lægerne, at han absolut skulle have medicin, så hans koncentrationsbesvær og utålmodighed kunne komme under kontrol. Jeg kunne bare ikke forlige mig med tanken om at skulle give mit barn medicin, for at han kunne fungere i skolen, som de ønskede. For han var meget klog; uden at læse lektier fik han gode karakterer, skolen var bare frygtelig kedelig for ham.

Men presset stoppede ikke. Vi oplevede meget ubehagelige ting på skolerne og måtte skifte skole hele tre gange i indskolingen. Det var meget trist for min søn, men han har en meget stærk karakter.

En lærer, som mente, at min søn ikke havde brug for støtte i skolen, og at udredningen var forkert, indberettede os endda til de sociale myndigheder, fordi barnets trivsel angiveligt var i fare.

Jeg har prøvet næsten alle former for terapi med ham. Så at sige passede ingen af dem til os, med én undtagelse: den særlige dyreassisterede ergoterapi, som han i tre år har elsket at gå til. Der rider han, går til bueskydning, fodrer kaniner og kan arbejde med glæde på ting, der virkelig interesserer ham.

Med antallet af lægebesøg kunne vi efter min mening nemt komme i Guinness Rekordbog. For at høre andre meninger gik jeg også til privatlæger.

Senest var jeg sidste år omkring nytår i Istanbul hos to anerkendte professorer i børnepsykiatri. De mente også, at han absolut skulle have medicin. De sagde, at hans hjerne fungerer helt anderledes, at medicin kunne gøre meget lettere for ham, og at jeg også skulle tænke på mig selv. De tilføjede, at situationen var meget opslidende og bestemt ikke skyldtes min opdragelse.

Under samtalerne græd jeg meget. Jeg husker, at jeg sagde, at jeg bare ønskede mig én dag, en eneste dag, hvor jeg rigtig kunne have det sjovt med mit barn.

Ved I hvad? I dag græder jeg kun af lykke, ikke længere fordi bekymringerne kvæler mig, eller fordi jeg ikke kan se en vej ud. Det var virkelig en meget hård tid. Jeg kunne ikke sove, havde ingen kræfter tilbage, men måtte arbejde, og der var ingen, der støttede mig.

Så undersøgte jeg den medicin, som professorerne i Tyrkiet havde anbefalet, og fandt ud af, at den samme bruges her i Tyskland. Fordi jeg ikke længere vidste, hvad der var rigtigt og forkert, besluttede jeg at prøve. Efter anbefaling fra vores børne- og ungdomspsykiater startede vi det første præparat i den laveste dosis. Efter en uge stoppede jeg. Han havde i forvejen haft søvnproblemer i årevis; for at han kunne lukke øjnene, måtte jeg altid holde om ham og kramme ham. Om eftermiddagen hobede der sig en ubeskrivelig energi op i ham, og at han virkede dæmpet hele dagen, føltes ikke rigtigt for mig.

Derefter prøvede vi et andet præparat. Om natten vågnede han uroligt og ville pludselig stå op og gå et sted hen. Igen stoppede jeg; jeg mærkede, at det ikke var den rigtige vej for os. Mit moderinstinkt blev ved med at sige, at der måtte være en anden vej; den tanke rungede bogstaveligt talt i mit hoved.

Der er meget mere at fortælle, men det gemmer jeg, om Gud vil, til min bog, for jeg har besluttet at samle mit liv i en bog.

Aftenen hvor alt ændrede sig

En aften sendte en god veninde mig tre profiler på Instagram og bad mig se på dem. På det tidspunkt var jeg lige ved at få lavet en mikrobiomundersøgelse efter råd fra en læge, jeg kender, for at få tjekket min søns tarm. Da forsikringen ikke dækkede det, skulle vi selv betale; jeg ville sende prøven af næste morgen.

Den nat så jeg en mors opslag om autisme. Bagefter talte jeg med en mor til to børn med autisme og spurgte en læge, om testen virkelig var nødvendig. Han sagde, at jeg også kunne bruge pengene på først at prøve disse produkter.

Uden helt at vide, hvad det var for produkter, bestilte jeg med det samme. Jeg vidste kun, at de var plantebaserede, og det gav mig tryghed.

Vores bestilling kom tre dage senere, den 18. marts 2022. Fra den aften begyndte et nyt kapitel hjemme hos os.

Den aften glemmer jeg aldrig. Min søn kaldte fra sit værelse: »Mor, må jeg give dig et kram?« I skal vide, at det ikke var muligt før; jeg kunne hverken kilde ham eller kramme ham.

Jeg hvilede mig lidt på sofaen, fordi jeg bagefter skulle arbejde videre på mine oversættelser. Han kom hen til mig, lagde sig på mit bryst, krammede mig, gav mig et kys på kinden og sagde: »Mor, jeg elsker dig så højt.« Jeg svarede: »Det gør jeg også, skat«, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forstå det, jeg oplevede. Så gik han i seng. Takket være en sovehjælp, som vores læge havde anbefalet, kunne han efterhånden falde i søvn, og det var en stor lettelse for os. For når jeg lagde mig hos ham for at få ham til at sove, faldt jeg i søvn før ham og blev aldrig færdig med mit arbejde.

Om morgenen stod han op, gik på toilettet og kaldte på mig: »Mor, lad os gå en tur i dag, men uden bil, bare gå.« Jeg gik hen til ham og måtte grine: »Skat, laver du sjov med mig?« »Nej«, sagde han, »jeg vil virkelig løbe.«

Jeg troede, jeg så syner. I årevis kunne vi ikke engang bruge vores dejlige altan; at komme ud uden problemer var umuligt.

Jeg sagde til ham, at vi kunne gå i morgen, at jeg stadig havde nogle ting at ordne derhjemme, og at jeg var lidt træt. Han tilbød at hjælpe mig og gjorde dansende hele badeværelset rent helt alene. Det var så utroligt, at jeg endda filmede det.

Dagen efter begyndte jeg også selv at bruge ROOT-produkter. For mig er det egentlige mirakel, at vi alle er skabt af vores Skaber, og at hver eneste af os er unik.

De første glædestårer ved Rhinen

Efter morgenmaden gik vi ud, ned til floden. Før i tiden måtte jeg holde øje med min søn hvert sekund, så der ikke skete noget slemt. Han løb ind i folk, kunne ikke styre sine følelser i menneskemængder og kunne ikke forudse farer. Den dag gik min søn, som ellers slet ikke kunne lide at gå ture, næsten løbende foran mig. Han havde solbriller på og kaldte til mig: »Mor, jeg tager brillerne af; alt ser så rødligt ud, jeg kan ikke se den smukke natur.« ❤

For første gang gik vi så harmonisk langs Rhinen, legede med sten, grinede meget og nød det virkelig. Der græd jeg for første gang af glæde.

Jeg mærkede også en forandring hos mig selv: Jeg følte mig mere energisk, jeg havde det godt, og mine tanker kredsede ikke længere hele tiden om de samme bekymringer.

At så meget ændrede sig for os på så kort tid, føltes igen som et mirakel for mig. Hver dag oplevede vi noget nyt, og i lang tid kunne jeg ikke tale om det; jeg skulle først komme mig over overraskelsen.

Et nyt kapitel

I påskeferien fløj vi på ferie, og det var den første ferie, vi virkelig havde det dejligt på. Denne gang kunne vi endda tage på et nyt hotel! Hverken på hotellet eller ved aktiviteterne var der nogen problemer; det var utroligt dejligt. Sådan som jeg altid havde drømt om, kunne vi nyde tiden sammen.

Som aldrig før var vi endelig begyndt at nyde vores liv.

De seneste dage har jeg arbejdet ude, og min søn kunne være alene hjemme i fire timer uden problemer. Når man tænker på, at jeg før ikke engang kunne gå ned med skraldet eller tage et bad i ro, var det noget helt særligt for mig.

Nu nyder vi hvert øjeblik et harmonisk, respektfuldt og kærligt forhold.

Jeg ønsker af hele mit hjerte hver eneste af jer det samme og endnu mere.

Hvis jeg kan gøre endnu flere mennesker glade, bliver jeg selv endnu gladere, for vores tro lærer os at dele alt, hvad vi har.

Kærlig hilsen
Ezra